Kærlighed til musikken
Historien om Papaya tager sin begyndelse på Krogerup Højskole 1986, hvor Rikke Forchhammer stiftede koret for at synge og høre de sange, hun lærte igennem sin opvækst i Tanzania.
Siden blev Papaya draget af historier og musik fra Sydafrika. Efter første besøg i 1996 har gruppen gentagende gange rejst tilbage for på ny at blive inspireret, lære ny musik og vedligeholde hjertevarme venskaber. Flere gange har Papaya også haft besøg og turneret med sydafrikanske kor og musikere i Danmark.